Politisk enhed
Den politiske enhed er ansvarlig for at fastsætte mål og retningslinjer for klubbens arbejde. Fx sportslige ambitioner, mål for fastholdelse, politik vedr. breddespillere, beslutninger vedr. nyanlæg samt at aftale og planlægge de aktiviteter, der kan være med til at løfte disse mål.
Den politiske enhed
består af følgende elementer:
Bestyrelsen: består af en formand, en næstformand, en kasserer, de 3 udvalgsformænd (MU, SU, UU) samt et bestyrelsesmedlem med ansvar for projekter. Desuden to suppleanter, som deltager uden stemmeret på bestyrelsesmøderne. Disse er alle frivillige. Bestyrelsen har det øverste ansvar for klubbens udvikling og drift. Bestyrelsen vil i særligt omfang beskæftige sig med formulering af mål og visioner, konkretisering af målsætninger i rammebeskrivelser, delegering af målopfyldelse til den operationelle del (og i noget omfang til udvalgene), opfølgning på målopfyldelse og koordinering mellem den politiske og den operationelle enhed samt koordinering mellem udvalg.
Motionistudvalg, Seniorudvalg og Ungdomsudvalg: Disse bemandes af en række frivillige repræsentanter fra den pågældende målgruppe, ligesom der typisk i visse af de 3 udvalg vil sidde en repræsentant fra den professionelle side med. Udvalgene har ansvaret for at planlægge og gennemføre tennisrelaterede og sociale aktiviteter møntet på de forskellige målgrupper samt for at ”føde” ideer ind i bestyrelsen. Udvalgene arbejder med disse aktiviteter indenfor rammerne af det aftalte budget, den aftalte strategi og de sportslige/sociale principper, der er besluttet i bestyrelsen. Udvalgsformændene har i sin reference til bestyrelsen pligt til at orientere om udvalgets arbejde og bringe sager op, som kræver Bestyrelsens bevågenhed. Fx ønsker om tildeling af flere ressourcer.
Støtteudvalg: Dette er permanente udvalg, som ikke direkte repræsenterer en målgruppe, men i stedet har en særlig opgave. Disse bemandes af frivillige og/eller ansatte. Dette kan fx være udviklingen af en hjemmeside og den løbende drift af denne, løbende kontakt til og aftaleindgåelse med nye sponsorer. Disse udvalg refererer til bestyrelsen.
Ad hoc-udvalg: Et ad hoc-udvalg nedsættes, når der er behov for en midlertidig indsats i forhold til et givent udviklingsprojekt/en given aktivitet. Dette kan fx være gennemførelse af DM, etablering af ny indendørsbane. Et ad hoc-udvalg refererer til et medlem af bestyrelsen og kan bemandes af såvel frivillige som professionelle.