image
LOG IN her for at tilmelde dig træning, booke bane mm.

Arrangement i Cafeen 24. maj

 
image

PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK TENNIS FORBUND

Hareskov/Værløse Årets Tennisklub

Tilbud til alle medlemsgrupper, gratis træning til nystartede motionister og masser af sociale aktiviteter har gjort Hareskov/Værløse Tennisklub til en succeshistorie i dansk tennis. Nu kan klubben også bryste sig af at være Årets Tennisklub 2006.

Da en komite i Dansk Tennis Forbund skulle beslutte, hvem hæderen skulle tilfalde i år, krævede det ikke de store diskussioner. ”HVT har været en særdeles velfungerende tennisklub gennem mange år, og den lever fuldt ud helt op til de punkter, vi lægger vægt på for at kunne blive valgt til Årets Tennisklub,” lyder begrundelsen fra Niels Persson, direktør i Dansk Tennis Forbund.

De punkter omhandler blandt andet gennemførelse af særlige aktiviteter for flere medlemsgrupper, et bredt sammensat tilbud af aktiviteter til medlemmerne samt gennemførelse af en enkeltstående aktivitet af særlig karakter med generel interesse for dansk tennis.

Det må man sige det er at tilbyde nye motionsmedlemmer gratis træning. I første omgang har nye motionister betalt for en træningsperiode på fire uger. De, der valgte at blive medlemmer, fik efterfølgende gratis træning hver fredag resten af udendørssæsonen.

”Det har givet en enorm succes. Vi mener, det er vigtigt at få folk til at prøve det, og så er vi gudskelov i stand til at få dem til at blive,”  fortæller HVTs formand H. P. Hansen, som lover, at den ordning vil fortsætte i 2006.

”Vi satser også bevidst på børnefamilier, fordi det ofte viser sig, at forældrene også får lyst til at spille,” tilføjer formanden, der kan glæde sig over, at HVTs medlemstal, der i øjeblikket tæller omkring 900, er stigende.

De kan blandt andet nyde godt af, at klubben i nogle år har arrangeret træningslejre for både seniorer og juniorer, som den første klub i Danmark har afholdt en turnering for piger i DTF-regi, har afholdt Danmarks største motionistturnering samt arrangeret DM for ungdomsspillere. Derudover har der været en række sociale aktiviteter. Blandt andet har de ældste juniorer kunnet være med til rapelling, fægtning, ishockey i Rødovre Skøjtehal, sumobrydning og natorienteringsløb – alt sammen for at give en bredere klubtilhørs-oplevelse. Og skulle man være blevet for gammel til den slags udfoldelser, er der rig mulighed for at tage det sociale samvær i HVTs ”Café Otto.” 

For medlemmer, familie, venner og andre interesserede vil den officielle kåring af Årets Tennisklub finde sted på klubbens anlæg på Lille Værløsevej 77, lørdag 20. maj fra kl. 11-13.